Det er bestemt ikke alle aspekter af udviklingen indenfor tennis, som Rafael Nadal bryder sig om. Her er der især tale om, hvordan yngre spillere opfører sig på banen.
Den 37-årige stjerne bliver betragtet som en af de største spillere i historien. Det er en titel, som han har opnået, efter at have vundet intet mindre end 22 Grand Slam-titler i sin karriere.
Derfor er det også en god idé at høre efter, når Nadal udtaler sig om noget, hvis man vil have succes som tennisspiller. Blandt andet har han for nylig rettet kritik af, at yngre spillere ikke gør sig mange tanker om, hvordan man får succes på banen.
“Det har udviklet sig til tennis, hvor man slår hårdere og slår uden at tænke. Det kræver ikke forberedelse at finde det vindende skud. De fleste af dem spiller på samme måde. Jeg kan ikke lide det. Jeg kan godt lide taktikken,” sagde han ifølge TennisUpToDate.
Nadal er endelig vendt tilbage til tennisbanen, efter at have været ude i næsten et år. Han har sikret sig en plads i kvartfinalen ved Brisbane International, da han torsdag vandt over Jason Kubler i to sæt med cifrene 6-1, 6-2.
I kvartfinalen skal han spille mod Jordan Thompson, som ligger nummer 55 i verden. Nadal ligger derimod selv nummer 672 i verden, fordi han har været ude i næsten et år.
Vinder han fredagens kamp mod Thompson, skal han lørdag møde Grigor Dimitrov i semifinalen, hvilket kan blive en vanskelig kamp for spanieren.