Der er ikke mange, der vil bestride det faktum, at Carlos Alcaraz er en af de bedste tennisspillere i verden. Det har han bevist ved flere lejligheder – blandt andet ved at være den yngste spiller i Open-æraen til at indtage 1.-plads på ATP-ranglisten.
Desuden har han også vundet to Grand Slam-titler i en alder af blot 20 år. Han vandt sin første titel ved US Open i 2022, inden han sidste år besejrede Novak Djokovic i fem sæt i Wimbledon-finalen.
Selvom han allerede har opnået meget, så er Alcaraz overbevist om, at han kan blive endnu bedre. Det fortæller han ifølge Tennis Majors i et interview med Le Figaro.
“Jeg ligger nok på 70 eller 75 procent (af hans fulde potentiale, red.). Jeg har meget plads til forbedring. Mit tennis er godt, men mentalt og fysisk skal jeg også forbedre mig. Så det er en blanding af alt det,” siger han.
“Jeg er kun 20 år, og jeg har stadig masser af plads til forbedring. For tennis er i konstant forandring, og man skal tilpasse sig og udvikle sig med det.”
Hvis hans rivaler havde håbet på, at han blot ville stå stille, bliver de derfor skuffede. Alt tyder på, at den spanske stjerne fortsat vil arbejde hårdt for at blive en bedre tennisspiller.
Det betyder også, at en spiller som danske Holger Rune er nødt til at fokusere på sin udvikling, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at vælte Alcaraz af tronen.