Carlos Alcaraz har flere gange bevist, at han er en af de bedste tennisspillere i verden. Det hænger naturligvis sammen med, at han er et meget stort konkurrencemenneske.
Derfor er der også nogle nederlag, der rammer ham meget hårdt. Det har han afsløret i et interview med Marca. Her kommer han også med et eksempel på et nederlag, der gjorde ham meget nedtrykt.
Til den spanske avis fortæller han, at han faktisk endte med at græde, da han tabte sin kamp i semifinalen ved ATP Finals til Novak Djokovic.
“Jeg er ikke sikker, men jeg vil sige efter at have tabt i semifinalen i ATP Finals i Torino mod Djokovic,” sagde han til Marca.
Alcaraz har fået en fin start på denne sæson, hvor han har vundet seks ud af otte kampe. Men han tabte til Nicolas Jarry i semifinalen ved Argentina Open, hvilket også var et nederlag, der ramte ham hårdt.
“Der har været flere nederlag, der har ramt mig hårdt, herunder mod Zverev (i round robin-fasen ved ATP Finals, red.) og Djokovic (i semifinalen, red.). Det sidste er Jarry i Buenos Aires,” sagde han.
For nylig måtte den unge spanier trække sig fra en kamp ved Rio Open efter blot to partier. Det skyldtes, at han pådrog sig en skade i anklen, og derfor ikke kunne fortsætte.
Det skabte tvivl om, hvorvidt han ville kunne forsøge at forsvare sin titel i Indian Wells. Han har dog bekræftet, at han stiller til start ved den amerikanske turnering.