Eisenhower Cup bliver afviklet forud for Indian Wells, hvor både Holger Rune og Caroline Wozniacki deltager. Og de to danske stjerner har valgt at slå sig sammen til opvisningsturneringen.
I alt vil der være otte hold med i turneringen, som alle spiller om en præmie på 200.000 dollars. Pengene kommer dog til at gå til en række lokale velgørenhedsorganisationer. Det er kun anden gang, at turneringen bliver afviklet i mixed double-format.
Sidste år blev turneringen vundet af Aryna Sabalenka og Taylor Fritz, og de har slået sig sammen igen i år. De vandt over Iga Swiatek og Hubert Hurkacz i finalen. De spiller også sammen igen i år.
Regerende Indian Wells-mester Elena Rybakina har valgt at slå sig sammen med Andrey Rublev, mens de amerikanske spillere Tommy Paul og Jessica Pegula slår sig sammen.
Stefanos Tstisipas deltager også i turneringen, hvilket han gør sammen med Paula Badosa, som også er hans kæreste. Det sidste hold består af Frances Tiafoe og Zheng Qinwen.
Derfor er der lagt op til en masse god tennis, da det er en række af de største stjerner i verden, der har sagt ja til at deltage i turneringen.
Turneringen bliver ikke spillet efter de normale regler. Derimod bliver der spillet efter et såkaldt Tie Break Tens-format, hvor det hold, der først når 10 point og fører med mindst to point, er vinder af kampen.
Naturligvis betyder dette, at der ikke vil være tale om helt så lange kampe, som man kan forvente at se i Indian Wells. Til gengæld bliver hele turneringen afviklet på en enkelt dag.