Den spanske legende Rafael Nadal havde været fraværende fra tennisbanen i næsten et år, da han tirsdag spillede mod Dominic Thiem ved Brisbane International.
Han spillede solidt gennem hele kampen, men i første sæt var det meget tæt. Det var dog ikke tilfældet i andet sæt, hvor Nadal fik overtaget kampen.
Efterfølgende har han delt et opslag på det sociale medie Instagram, hvor han reflekterer over sit comeback.
“Meget følelsesladet dag for mig. Nu hvor jeg er tilbage på hotellet, kan jeg dele nogle billeder med jer fra dagens kamp. Som I alle ved, var det ikke bare endnu en kamp. Jeg er meget glad for at have fået chancen for at mærke konkurrencen,” skriver han blandt andet.
“Der har været en stor indsats og meget arbejde forbundet med at komme tilbage. Alt kunne være sket på en dag som i dag, efter så lang tid uden at spille en professionel tenniskamp. Jeg er glad for den måde, det hele forløb på.”
I kommentarsporet er der flere, der har reageret på hans comeback. En af dem, der har efterladt en kommentar, er landsmanden Carlos Alcaraz.
Han tøver ikke med at afsløre, at han er glad for at se, at Nadal er tilbage på banen.
“Hvor er det en glæde at se dig på banen igen Rafa,” skriver han efterfulgt af tre emojis.
Nadal skal i aktion igen torsdag, hvor han skal spille mod den 30-årige Jason Kubler, der er nummer 102 på verdensranglisten. Spiller han sig helt frem til finalen, kan han potentielt stå overfor danske Holger Rune.