Det var planen, at Rafael Nadal skulle have sit Grand Slam-comeback ved Australian Open. Nu står det klart, at det ikke kommer til at ske, da han har været nødt til at trække sig.
Årsagen er, at han pådrog sig en skade under den seneste kamp mod Jordan Thompson i Brisbane International. Denne kamp tabte han i tre sæt, hvorfor han blev sendt hjem.
Under kampen måtte han forlade banen for at få behandling, hvilket skabte frygt for, at han havde fået et tilbageslag. Få kampe forinden var han vendt tilbage efter en skade, der havde holdt ham ude i næsten et år.
Han har nu bekræftet, at den nye skade ikke er i samme område. Derfor er han også positiv i forhold til at kunne være hurtigt tilbage. Han vil dog ikke kunne nå at være klar til at præstere ved Australian Open, og derfor har han trukket sig.
Det fortæller han i en tekst, som han har delt på sine profiler på de sociale medier, herunder på Instagram.
Den unge spanier Carlos Alcaraz har reageret på nyheden om, at Nadal ikke bliver i stand til at deltage ved Australian Open. Det har han gjort i en kommentar på det sociale medie Instagram.
“Vi venter på dig i den næste turnering, Rafa! God bedring,” skriver han.
Alcaraz skal selv deltage i Australian Open, hvor han er en af favoritterne. Han kan dog forvente at få stor konkurrence, da flere andre stjerner også vil gå efter den samlede sejr. Det omfatter blandt andet danske Holger Rune.