Den spanske stjerne Carlos Alcaraz sikrede sig tirsdag en plads i anden runde ved Australian Open. Det var ikke nemt for den unge spanier, der i første sæt viste, at han var en anelse rusten.
I første kamp ved årets første Grand Slam-turnering stod han overfor Richard Gasquet, der gav ham kamp til stregen i første sæt. I både andet og tredje sæt var Alcaraz mere dominerende, hvorfor han vandt med cifrene 7-6, 6-1 og 6-2.
I næste runde skal han spille mod italienske Lorenzo Sonego. Indtil videre har de kun spillet mod hinanden en enkelt gang, hvilket var ved Masters 1000-turneringen i Cincinnati i 2021. Her endte det med en sejr til Sonego.
På et pressemøde efter kampen afslørede Alcaraz, at han ikke bryder sig om at være bagud i statistikken. Derfor vil han naturligvis gøre, hvad han kan for at udligne den.
“Jeg bryder mig ikke om at være nede mod nogen i head-to-head-statistikken. Det giver mig yderligere motivation. Han besejrede Daniel Evans, hvilket ikke er let. Jeg vil forsøge at fortsætte med at forbedre mig og gøre mit bedste for at slå ham,” sagde han ifølge Tennis World.
I modsætning til flere andre spillere valgte Alcaraz, at han ikke ville spille en opvarmningsturnering forud for Australian Open. Han har derfor åbnet sin sæson ved den australske Grand Slam-turnering.