Efter US Open sidste år valgte Caroline Wozniacki at holde en lang pause. Det betød, at hun mellem september og januar ikke spillede en eneste turnering.
I sidste uge vendte hun retur til tennisbanen, men det blev ikke den store succes. Hun blev slået ud af turneringen i Auckland i første runde, og har derfor fået en ufrivillig pause.
På trods af dette, står hun snart overfor endnu en pause. Den danske stjerne har nemlig besluttet at tage en pause efter Australian Open.
Tilsyneladende har hun ikke lyst til at rejse til Mellemøsten for at spille de to WTA 1000-turneringer i Doha og Dubai. I stedet holder hun en pause frem til Indian Wells, der løber af stablen i marts.
Det fortæller Piotr Wozniacki til Ekstra Bladet.
“Vi kan selvfølgelig diskutere frem og tilbage, om det er godt eller skidt. Men Caroline har taget en beslutning om, at hun ikke skal spille så mange turneringer i år,” fortæller han.
Han siger også, at han selv tror, at det er den rette beslutning. Han pointerer også, at hun er en anden spiller i dag, da hun har fået familie og børn.
“Jeg tror, det er den rigtige beslutning. Hun er også en anderledes spiller nu, fordi hun har børn og familie. Hun ved, hvad hun skal lave i år, og hun har sat helt konkrete mål. Hun har et mål om at spille de fire grand slams og OL. Og hendes mål er det vigtigste,” siger han.