Det var bestemt ikke mange, der havde regnet med, at Carlos Alcaraz skulle ende med at blive sendt ud af Australian Open af Alexander Zverev. Ikke desto mindre var det netop, hvad der skete onsdag aften lokal tid.
Efterfølgende dukkede den unge spanier naturligvis op til et pressemøde, hvor han udtalte sig om kampen. Her kunne man se, at han var blevet dopingtestet kort efter kampen. Der sad nemlig stadig vat og tape på hans arm.
Alcaraz havde ellers vist en fremragende form i sine første kampe i Melbourne, men i kampen mod Zverev gik det helt galt. I de to første sæt blev han nærmest fejet af banen, da han her tabte 6-1 og 6-3.
Derefter vandt han det tredje sæt med 6-7, hvorfor der var udsigt til et comeback. Det blev der dog sat en stopper for allerede i fjerde sæt, som Zverev vandt med 6-4.
Efter kampen blev han tilsyneladende hevet til siden, fordi han skulle testes. Det kunne man – som sagt – tydeligt se på pressemødet, da der stadig var vat og tape på hans arm.
“Kan ikke huske, at en spiller har haft et tydeligt mærke som dette fra en dopingblodprøve i et interview efter kampen,” skrev tennisjournalisten Jose Morgado på X
Det er ikke usædvanligt, at tennisspillere bliver dopingtestet. Derimod er det faktisk helt normalt. Det er dog sjældent, at en spiller på den måde bliver trukket til side forud for sit pressemøde.