Den spanske stjerne vendte tilbage til tennisbanen for første gang i næsten et år, da han tidligere på måneden deltog i Brisbane International.
Her nåede han at spille tre kampe, men blev slået af Jordan Thompson i kvartfinalen. Her pådrog han sig også en skade i hoften, som har betydet, at han ikke er i stand til at spille Australian Open.
Det har naturligvis medført, at der bliver spekuleret i, hvad hans plan er nu. Han er rejst retur til Spanien, hvor hans første stop har været et besøg hos lægen Dr. Angel Ruiz Cotorro i Madrid.
Det skriver mediet Diario de Mallorca ifølge Tennis World, som også skriver, at Nadal holder pause i minimum en uge. Først derefter vil han igen være i stand til at vende tilbage til regelmæssig træning.
Selvom Nadal var ked af at trække sig fra Australian Open, har han vurderet, at det var den bedste beslutning. Dermed undgår han, at der er en risiko for, at han ødelægger resten af sæsonen.
I forbindelse med hans comeback har han også gjort det klart, at hans primære fokus, er at være klar til sommer. Det handler naturligvis om, at han gerne vil være i stand til at præstere bedst muligt ved French Open.
Det vides ikke, hvad han har gjort sig af tanker om fremtidige turneringer. Det vides kun, at han ikke kommer til at deltage i Australian Open.
Hvorvidt han f.eks. beslutter sig for at holde en pause indtil grussæsonen, vil tiden vise. Da denne del af sæsonen er hans primære fokus, kan det ikke udelukkes, at det bliver hans løsning.