Australske Nick Kyrgios har afsløret, at han ikke er i stand til at spille ved Australian Open i år. Der var ellers mange, der havde håbet på, at han ville blive klar til at spille den store turnering.
At han ikke er i stand til at spille, betyder dog ikke, at han bliver væk fra turneringen. Eurosport har nemlig bekræftet, at han vil være en del af deres hold af analytikere og kommentatorer.
Han er fortsat skadet, og derfor vil han ikke være i stand til at spille. Efter sigende er det primært hans håndled, der er problemer med. I stedet for at vende retur nu, vil han tilsyneladende hellere vente.
Når han slutter sig til Eurosports hold, vil han blive genforenet med Boris Becker, som han har haft flere udvekslinger med på de sociale medier. Her er der blevet sendt grove ord af sted fra begge sider.
Det er dog ikke kun Becker, som han kan se frem til at arbejde sammen med. Holdet kommer også til at bestå af både John McEnroe, Mats Wilander, Justine Henin, Alex Corretja, Barbara Schett, Tim Henman og Laura Robson.
Fejden mellem Becker og Kyrgios har primært handlet om, at Kyrgios mener, at den tidligere generation af spillere ikke ville være i stand til at konkurrere nu. Det fik Becker til at reagere, og derefter blev der udvekslet flere beskeder på de sociale medier.
Derfor bliver det naturligvis interessant at se, hvorvidt de to stjerner kan finde ud af at arbejde sammen under Australian Open.