Rigtig mange har peget på Novak Djokovic som favorit til at vinde Australian Open. Formår han at gøre dette, vil det være 11. gang i karrieren, at han opnår den store triumf på Melbourne Park.
Flere andre spillere bliver dog også spået gode chancer for at vinde den australske Grand Slam-turnering. Dette omfatter blandt andet Daniil Medvedev og Alexander Zverev, mens flere eksperter også peger på Jannik Sinner.
Carlos Alcaraz er bestemt også en potentiel kandidat, da han er den eneste spiller foruden Djokovic og Rafael Nadal, der har vundet en Grand Slam-titel siden 2022. Han vandt US Open i 2022 og Wimbledon sidste år.
På trods af dette, er der ingen af ESPN’s eksperter, der ser ham vinde Australian Open i år. De fleste peger på Djokovic som favorit, men tre eksperter valgte at pege på Sinner, skriver Tennis365.
Pam Shriver, Rennae Stubbs, Brad Gilbert, Bill Connelly, Tom Hamilton, D’Arcy Maine og Jake Michaels peger på Djokovic, mens Patrick McEnroe, Jarryd Barca og Matt Walsh har valgt Sinner.
Den italienske stjerne har i høj grad gjort sig bemærket i det seneste halve år. Det gjorde han blandt andet i Torino sidst på året, hvor han spillede sig frem til finalen ved ATP Finals.
Derefter var han også med til at føre Italien til triumf ved Davis Cup. Derfor har flere spået, at han går en stor sæson i møde, som potentielt kan byde på den første Grand Slam-titel i hans karriere.