Danske Holger Rune har allerede taget hul på sin 2024-sæson, hvilket han har gjort ved Brisbane International i Australien.
Den danske stjerne har været i aktion to gange, og begge kampe har han vundet. Næste kamp spiller han fredag, hvor han møder australske James Duckworth, der er nummer 116 i verden.
Forud for denne sæson har Rune afsløret, at han har foretaget flere tilføjelser til sit hold. Det omfatter blandt andet Louis Fresneau, som er blevet hans faste fysioterapeut.
Netop dette kan ifølge TV 2 Sports tennisekspert Peter Bastiansen vise sig at blive en stor fordel for den 20-årige dansker. Det betyder nemlig, at han har en ekspert tilknyttet, der kun arbejder med hans krop.
“Det har været den sidste brik, der har manglet. Han har haft forskellige fysioterapeuter inde – med større og mindre succes. Nu har han taget en fra Mouratoglou-akademiet, som han kender, som han har arbejdet sammen med og som kender resten af teamet også,” siger Peter Bastiansen til TV2 Sport.
“Nu er der altså tre fra Mouratoglou-akademiet, der ved, hvem Holger er, og som kender hinanden og ved, hvad der skal arbejdes med. Jeg synes, at det er det helt rigtige, han har gjort ved at få en, han kender, som kan give en masse ro. For han har behov for at blive stærkere fysisk.”
Ifølge Peter Bastiansen betyder det ikke, at Rune kommer til at vinde alle sine kampe. Hans setup gør dog, at han vil blive anset som favorit til mange af dem.