Det kan være svært at vende tilbage til tennisbanen, når man har været ude i mange måneder. Hvis man tilmed har gennemført tre operationer, bliver det naturligvis ikke nemmere.
Derfor var det også svært at vide, hvad man skulle forvente af Emma Raducanu, da hun for nylig gjorde comeback ved ASB Classic i Auckland.
Den 21-årige brite imponerede i sin første kamp, men i anden kamp kom hun til kort mod ukrainske Elina Svitolina.
Længe lignede det en britisk sejr, men da kampen skulle ud i tredje sæt, var energitanken tom hos Raducanu. Dermed kunne Svitolina relativt uforstyrret trække sejren i land.
Efter kampen har Svitolina udtalt, at hun var meget overrasket over Raducanus niveau. Det var nemlig hendes kun anden professionelle kamp efter de tre operationer.
“Jeg var virkelig overrasket over hendes niveau. I anden kamp efter en operation, var det en rigtig god kamp. Jeg synes, det er godt at se hende klar,” sagde hun ifølge Auckland Press.
“Hun er en fantastisk atlet. Hun vandt US Open. Hun har oplevelsen af at vinde en stor titel. Jeg er sikker på, at denne kamp vil bringe en masse selvtillid til hende. Det bliver virkelig dejligt at se hende tilbage igen på et højt niveau.”
Raducanu sikrede sig ganske vist ikke en sejr mod Svitolina, men hun fik alligevel lidt at glæde sig over.
Umiddelbart efter kampen blev det nemlig meddelt, at hun var blevet tildelt en plads ved Australian Open. En række spillere har trukket sig, og det har givet plads til den unge brite.