Der blev fredag skabt stor bekymring for, at Rafael Nadal har pådraget sig en ny skade. Det skyldes, at han var nødt til at lade sig behandle under sin kamp ved Brisbane International.
Den 37-årige spanier forlod banen i forbindelse med en medical timeout, inden han vendte tilbage for at færdiggøre kampen. Han endte med at tabe i tre sæt med cifrene 5-7, 7-6 og 6-3 til Jordan Thompson.
Da han bad om at få behandling, var der naturligvis en frygt for, at han havde fået et tilbageslag. Det ville reelt set kunne have været afslutningen på hans karriere.
Efter kampen udtalte han sig på et pressemøde, hvor han forklarede, at han var positiv omkring det. Det var nemlig ikke samme smerte, som han oplevede.
“Det er et meget lignende sted som det, der skete sidste år, men en anderledes ting. Jeg føler mere, at det er musklen. Sidste år var senen. Jeg føler, at musklen er træt,” sagde han ifølge Tennis Majors.
“Det er bestemt ikke det samme som sidste år, for da det skete sidste år, følte jeg noget drastisk med det samme. I dag mærkede jeg ikke noget. Det eneste problem er, at stedet er det samme, og så er du en lille smule mere bange end normalt.”
“I den ideelle verden er det bare musklen, der er overbelastet efter et par dages indsats og en meget hård kamp. Det vil være den ideelle ting. Noget som vi ved, der kan ske i dag. Derfor taler jeg hele tiden om, at mit mål er at forsøge at være konkurrencedygtig om et par måneder.”