Holger Rune har flere gange bevist, at han er en mand, der ikke er bange for at sige sin mening. Når han bliver stillet et spørgsmål, svarer han derfor ofte, hvad han tænker.
Det var også tilfældet, da han efter sin seneste kamp ved Australian Open blev spurgt om den såkaldte ‘Netflix-forbandelse’.
Det blev en ting på de sociale medier under Australian Open sidste år, hvor flere store stjerner blev slået tidligt ud af turneringen. De havde alle den ene ting tilfælles, at de alle var med i Netflix-serien.
Årsagen til, at Rune blev spurgt om dette er, at han er med i anden sæson af ‘Break Point’ på Netflix. Men han giver dog ikke meget for idéen om, at der skulle hvile en form for forbandelse over serien.
“Jeg synes, det er dumt, for at være ærlig. No offense,” lød det ærlige svar fra Rune ifølge Ekstra Bladet.
Desuden sagde han også, at han er sikker på, at en spiller som Novak Djokovic kunne være med i flere Netflix-serien, uden at det ville påvirke hans spil.
Derfor tror han heller ikke på, at det havde noget med serien at gøre. Derimod kan der have været et væld af andre årsager til, at de omtalte spillere blev slået ud af Australian Open tidligt.
Han påpegede også det faktum, at Aryna Sabalenka endte med at vinde Australian Open sidste år, selvom hun var med i serien.