I april sidste år meddelte Patrick Mouratoglou, at hans samarbejde med Holger Rune var ophørt. Kun et par uger senere var han alligevel med Rune, da han tog hul på sin grussæson.
Nu fortæller Holger Rune i anden sæson af Netlix-serien ‘Break Point’ om hans brud med den franske træner.
“Det har været svært med trænersituationen. De mennesker, jeg ansætter, skal hjælpe mig. Nogle gange tænker jeg: ‘Hvorfor er du her egentlig?’. Jeg ansætter ikke folk for, at de bare skal sidde der. Så det er også et spørgsmål om: ‘Gør du dit arbejde godt nok?’. Og selvfølgelig er det min skyld i sidste ende, men jeg følte ikke, at Patrick var det rigtige for mig i øjeblikket,” siger han ifølge Sportskeeda.
Den 20-årige indrømmer derefter, at han valgte at tage kontakt til Mouratoglou efter at have været mentalt frustreret og stresset.
“Det har været meget frustrerende for mig, fordi jeg var væk mentalt. Jo tættere du kommer på turneringen, jo mere stress får du. Og jeg tror, at det er vigtigt, at du har nogen, der kan bygge dig op med selvtillid og kontrollere dine følelser. Og det er det, jeg har brug for under mine turneringer,” siger han.
“Jeg ringede til Patrick. Jeg var ikke sikker på, at det var det rigtige at sige farvel. Jeg følte stadig, at han havde noget at lære mig på banen og i livet.”
I dag har han sagt helt farvel til den franske træner. I stedet har han sammensat et hold, der består af Boris Becker og Severin Lüthi.