Den danske tennisspiller er en del af en ny generation, som er på vej frem i tennis. Flere eksperter har endda peget på, at han, Jannik Sinner og Carlos Alcaraz bliver en ny ‘Big 3’.
Inden han og de øvrige unge spillere for alvor kan kravle til tops, er der især én mand, de skal have styr på. Novak Djokovic er nemlig stadig blandt favoritterne til de turneringer, han stiller op i.
“Vi er nødt til at gøre det (vinde over Djokovic, red.). Ikke bare én gang, men mere regelmæssigt. Jeg slog ham i år (sidste år, red.) og Sinner slog ham, men han vandt stadig tre ud af fire Grand Slams,” sagde Rune ifølge Express.
“Og han vandt næsten også Wimbledon. Så vi er der ikke endnu. Så vi er nødt til at være der og gøre alt, hvad vi kan for at få ham ud derfra.”
“Jeg har aldrig slået ham i en Grand Slam. Intet er umuligt, men jeg tror, det er sværere. Han føler sig godt tilpas i Grand Slams med bedst af fem sæt. Han har lang erfaring. Han ved, at hvis han er to sæt nede, kan han stadig komme tilbage.”
“Jeg tror, at flere.. Ikke mange, men et par spillere kan møde ham i bedst af tre. Men i Grand Slams vil jeg sige, at det ikke engang er en håndfuld.”
Rune er derfor klar over, at han er nødt til at levere sit bedste, hvis han ender med at stå overfor Djokovic i Australian Open. Hvis han ikke gør det, bliver det tæt på umuligt at forlade banen med en sejr.