Holger Rune har igen bevist, at han er blandt de bedste tennisspillere i verden. Fredag morgen var han i aktion mod James Duckworth, som flere gange gav ham kamp til stregen.
Med sin sejr i to sæt har Rune sikret sig en plads i semifinalen ved Brisbane International, som er en ATP 250-turnering.
Da han spiller i turneringen, der er placeret højest på ATP-ranglisten, er han også førsteseedet. Efter kampen såede han dog tvivl om, hvorvidt det reelt set er tilfældet. Det skyldes, at spanske Rafael Nadal også er med i turneringen.
Den spanske stjerne skal selv i aktion fredag, hvor han skal spille sin kvartfinale mod Jordan Thompson. Formår han at vinde denne kamp, sikrer han sig en billet til den anden semifinale, hvor bulgarske Grigor Dimitrov venter.
Da Rune blev interviewet på banen efter kampen, sagde han, at det er svært at betragte sig selv som førsteseed, når Nadal også er med i turneringen.
“Når man træder på banen, tænker man ikke rigtig over det. Det er en dejlig følelse (at være førsteseedet, red.).Det er klart, det er svært at kalde mig førsteseedet, når Rafa er her,” sagde han.
Rune skal spille sin semifinale lørdag morgen, hvor han spiller mod russiske Roman Safiullin, der ligger nummer 39 i verden.
På papiret er det en kamp, som den unge dansker helst skal vinde. Det er dog værd at nævne, at hans russiske modstander har leveret på højt niveau i Brisbane. Derfor kan han forvente at få kamp til stregen.