Hvis man kigger på tallene, så er Novak Djokovic den mest succesfulde tennisspiller nogensinde. Den serbiske stjerne kan blandt andet bryste sig af at have vundet 24 Grand Slam-titler.
Hertil er der ingen, der har indtaget 1.-pladsen på ATP-verdensranglisten i lige så mange uger, som han har. Og der er ingen, der kommer til at overhale ham på listen i kommende fremtid.
Ifølge Eurosport står det klart, at han er garanteret at forblive på 1.-pladsen helt frem til 1. april. På dette tidspunkt vil han have været nummer 1 i hele 418 uger.
Det er en imponerende bedrift, der kun bliver endnu mere imponerende, når man kigger i retning af Rafael Nadal. Den spanske legende har nemlig ‘kun’ været nummer 1 i 209 uger.
Det betyder, at Djokovic har været rangeret som verdens bedste tennisspiller i dobbelt så mange uger.
Serberen har dermed igen formået at cementere sin plads i historiebøgerne, hvorfor det er svært at benægte, at han er en af de mest succesfulde sportsfolk i historien.
Djokovic udtalte forud for denne sæson, at han ville skrue ned for antallet af turneringer, som han spiller. Derfor har han ikke været i aktion, siden han blev slået af Jannik Sinner i semifinalen ved Australian Open.
Der går dog ikke lang tid, før den serbiske stjerne vender tilbage til banen. For første gang i flere år deltager han i Masters 1000-turneringen i Indian Wells, som han har vundet fem gange i sin karriere.