Italienske Jannik Sinner har ikke grund til at være andet end tilfreds med sin 2023-sæson. Her formåede han at hæve sit spil til et helt nyt niveau, hvilket har skabt store forventninger til 2024.
Ifølge hans træner, Darren Cahill, var det især én kamp, der var vendepunktet. Det fortæller han ifølge Tennis World i et interview med den italienske avis Corriere della Sera.
Måske man skulle tro, at han hentydede til finalen mod Alex de Minaur i Toronto, men det er ikke tilfældet. Derimod er det en tidligere kamp, som Cahill taler om. Konkret er der tale om kampen mod Stefanos Tsitsipas i Rotterdam i februar.
“Fra mit synspunkt var kampen, der markerede et vendepunkt i 2023, sejren over Tsitsipas i anden runde i Rotterdam,” siger han.
“Han havde tabt to år i træk ved Australian Open og også i Rom i 2022. Der lærte Jannik at blive en mere intelligent tennisspiller. Fra det øjeblik startede sæsonen: semifinale i Indian Wells, finale i Miami.”
Cahill ser dog også tilbage på sejren i Masters 1000-turneringen i Toronto med et smil på læben.
“Den mentale pause kom så i Toronto, hvor han ikke besejrede topspillere, men var i stand til at blive favorit undervejs og absorberede et stigende pres,” lyder det.
Mange har spået, at Sinner har potentiale til at vinde sin første Grand Slam-titel i denne sæson. Han kan dog være sikker på, at han får konkurrence fra flere andre unge spillere.