Stefanos Tsitsipas, der ligger nummer seks i verden, er kommet med en positiv opdatering. Det er i hvert fald tilfældet, hvis man er tennisspiller i Grækenland.
Den græske stjerne har nemlig udtalt, at han har planer om at tilbyde mentorskab og fungere som støtte for unge spillere i hjemlandet. Det skyldes, at han ikke mener, at det græske tennisforbund gør nok for at udvikle deres talenter.
I stedet for blot at lade det stå til, har han planer om at gøre noget ved det selv. Det har han ifølge Sportskeeda afsløret i et interview med Tennis News Greece.
Han har også forklaret, at han er åben for at involvere Maria Sakkari, som er nummer otte i verden. Det kræver dog, at hun selv har lyst til det, da han naturligvis ikke vil tvinge hende til det.
“Personligt har jeg en plan, som jeg gerne vil gennemføre om nogle år. Jeg forventer ikke noget af forbundet. De skal ikke stå for det. Det er en personlig sag og noget, jeg vil skabe i de næste par år,” sagde Stefanos Tsitsipas til Tennis News Greece.
“Selvfølgelig er Maria (Sakkari, red.) også velkommen i dette projekt. For mig er det en passion, og det har intet med penge at gøre. Jeg brænder for udviklingen af tennis i Grækenland. Jeg håber, at jeg i fremtiden vil finde tid, fordi det er noget, der har været i mine tanker de sidste par måneder.”
Derfor er der gode chancer for, at unge græske tennisspillere i fremtiden kan få æren af at have Tsitsipas som en form for mentor.