Nick Kyrgios har ofte fået kritik for ikke at være seriøs omkring sin tennis. Det har fået flere til at hævde, at det er spild af det store talent, som han besidder.
Den 28-årige australier har ikke været i aktion i mere end et halvt år. Han befinder sig i skrivende stund på sidelinjen, da han er ude med en skade, som han oprindeligt pådrog sig i 2022.
Der har været forlydender om, at han ville være klar til at vende tilbage ved Australian Open. Det er senere blevet afvist af den australske stjerne, da han endnu ikke er klar.
Og nu kan han også forholde sig til, at han har fået voldsom kritik fra Kane Cornes, der er tidligere professionel fodboldspiller. Han mener ganske enkelt, at Kyrgios’ måde at føre sit liv og karriere på, er spild af hans store talent.
“Hvad bliver Kyrgios’ eftermæle? Er han den umodne møgunge, der aldrig bliver voksen? Fyren, der altid har ledt efter en nem vej ud? Når tingene bliver svære, så holder han op? Som OnlyFans. Fantastisk lønningsdag – godt gået. Men han bliver nok det største spild af talent, vi nogensinde har set,” siger han ifølge TennisUpTodate.
“Han kommer ikke tilbage nu. Han spiller ikke ved Australian Open. Han har ikke en placering. Jeg tror bare, han bliver et af de store spild af talent, da han ikke har været parat til at grave sig ned, udføre det hårde arbejde og kæmpe for det.”