I sidste del af 2023-sæsonen viste Jannik Sinner for alvor, at han hører til i den absolutte tenniselite. Derfor er der også store forventninger til, hvad han kan opnå i denne sæson.
En af dem, der har store forventninger til ham, er tidligere tennisspiller John McEnroe. Han føler sig meget sikker på, at den italienske stjerne er i stand til at vinde en Grand Slam-titel i år.
“Han er klar til at vinde en Grand Slam. I Australien? Hvorfor ikke? Vi har ventet på det store spring i et stykke tid, og i de seneste par måneder har vi endelig set det,” siger McEnroe ifølge Tennis World.
“Sinner har smidt lænkerne. Nu ved han, at han hører til i kredsen af de bedste. Jeg ville blive overrasket, hvis han ikke vandt en Grand Slam-titel i år.”
“Han er ydmyg, men har gode egenskaber, og han har taget et spring i kvalitet. Han og Carlos Alcaraz bliver den næste store rivalisering, men glem ikke Holger Rune.”
Selvom han spår, at den næste store rivalisering bliver mellem Alcaraz og Sinner, er han ikke villig til at afskrive Rune.
Det er den danske stjerne sandsynligvis godt tilfreds med, da han selv jagte sin første Grand Slam-titel. Forud for Australian Open har han udtalt, at han selv føler, at han kan vinde turneringen.
Hvis det skal blive en realitet, bliver det dog ikke nemt. Hvis seedningen holder, skal han slå store stjerner som Daniil Medvedev, Alcaraz og Novak Djokovic på vejen.