Man kan ikke komme udenom, at Novak Djokovic er en legende i Australien. Den serbiske stjerne har vundet Australian Open hele ti gange, og er desuden forsvarende mester.
Til trods for dette, har han ikke fået en plads på grafikken på turneringens X-profil. Her er han blevet sorteret fra til fordel for Coco Gauff, skriver Tennis365.
Gauff er den eneste spiller, der har fået en plads på den øverste grafik på turneringens X-konto. Det samme er desuden gældende for grafikken på deres Facebook-side.
Aryna Sabalenka, der sidste år vandt turneringen, er heller ikke med på billedet, hvilket også har vakt en del undren.
Derimod er det Gauff, der sidste år vandt US Open, der har fået en plads på billedet. Her ser man hende slå en baghånd, mens der også fremgår tekst som ‘It hits harder live’ og ‘AO hits different’.
På det sociale medie X har flere brugere givet udtryk for, at de er sure over beslutningen om ikke at inkludere Djokovic.
Én konto har sammenlignet dette års header-billede med det, der blev brugt før og under Australian Open 2023, der indeholdt både 2022-mester Rafael Nadal og Gauff.
En række Djokovic-fans har skrevet, at de ikke er tilfreds med, at Djokovic er blevet sorteret fra. De har samtidig givet udtryk for, at de mener, at turneringen bevidst ignorerer ham i deres reklamemateriale.
Djokovic har været en af de mest dominerende spillere ved Australian Open nogensinde. Han har vundet turneringen flere gange end nogen anden herrespiller. Ikke nok med det, så har han også vundet 92% af sine kampe ved turneringen.