Novak Djokovic er stadig favorit til at vinde Australian Open i år. Han kunne onsdag notere sig sin anden sejr ved årets første Grand Slam-turnering.
Det var dog tydeligt at se, at den serbiske stjerne ikke leverede på sit højeste. Blandt andet måtte han redde fire sætpoint for at undgå at komme bagud med 2-1 til Popyrin.
I sidste ende kunne han trække sig ud af kampen med en sejr med cifrene 6-3, 4-6, 7-6 og 6-3. Efter kampen udtalte han sig om, at han hverken har spillet eller følt sig tilpas den sidste uges tid.
“Jeg har ikke spillet eller følt mig på mit bedste den sidste uge eller deromkring,” sagde han efter kampen ifølge Tennis365.
“Det er til tider frustrerende med det niveau af tennis, jeg spiller på banen, og de ukarakteristiske fejl, jeg laver. Samtidig er det sådan, sport er.”
“Man kan ikke altid føle eller spille på sit bedste. Man er bare nødt til at finde en måde at vinde på, hvilket jeg gjorde mod de to spillere, der besidder stor kvalitet. De kom ud på banen vel vidende, at de kan vinde.”
Djokovic skal i aktion igen i tredje runde, hvor han skal spille mod Tomas Martin Etcheverry, som er nummer 32 i verden.
Bliver det til en sejr i denne kamp, er det meget sandsynligt, at han skal spille mod Ben Shelton derefter. De to havde en mindre konflikt ved US Open sidste år, som er blusset op igen.