Det er nærmest blevet dagligdag at høre om, at Novak Djokovic har opnået endnu en milepæl. Ikke desto mindre er det sket igen.
Den serbiske stjerne var søndag morgen dansk tid i aktion mod Dino Prizmic ved Australian Open. Det endte med en sejr, hvilket var hans sejr nummer 90 ved den australske Grand Slam. Det skriver TennisUpToDate.
Det betyder, at han nu har vundet 90 kampe ved tre forskellige Grand Slam-turneringer. Det er dog i Australien, hvor han har haft størst succes, da han har vundet 90 kampe og tabt otte.
Ved French Open har han også haft god succes, da han har vundet turneringen tre gange. For at opnå dette, har han vundet 92 kampe og tabt 16. I Wimbledon er det endnu bedre, da han her har vundet 92 kampe og tabt 11.
Desuden nærmer han sig også 90 sejre ved US Open, da han har vundet 88 sejre ved den amerikanske Grand Slam. For at fuldende den imponerende milepæl, skal han derfor nå tredje runde i år, hvilket virker meget sandsynligt.
Hvis Djokovic skal overgå Federer som den mest vindende spiller ved Australian Open, er han nødt til at blive ved med at vinde i år – og komme tilbage næste år.
Den schweiziske stjerne nåede at vinde hele 102 kampe ved Australian Open, inden han i 2022 indstillede sin karriere. Derfor har Djokovic fortsat et godt stykke vej op til ham.