Det er ikke nogen hemmelighed, at Novak Djokovic fortsat er en af de bedste tennisspillere i verden. Derfor er han også favorit til de fleste turneringer, han går ind til.
I løbet af de seneste år er der kommet et større fokus på hans rivalisering med spillere som Jannik Sinner og Carlos Alcaraz.
Det hænger naturligvis sammen med, at de begge er blevet spået en stor fremtid. Faktisk er de flere gange blevet nævnt som en del af en ny ‘Big 3’, hvor Holger Rune potentielt også kan få en plads.
Og nu har Djokovic udtalt sig om rivaliseringen med spillere som Alcaraz og Sinner. I denne forbindelse har han også sammenlignet det med rivaliseringen med Roger Federer og Rafael Nadal.
“Jeg nyder virkelig de rivaliseringer, jeg har med Alcaraz, Medvedev, Sinner… Alle nær toppen. Hvis jeg skulle sammenligne mit forhold til dem med det, jeg havde med Federer og Nadal, er forholdet til mine yngre medspillere meget bedre,” siger han ifølge We Are Tennis.
Djokovic har også flere gange udtalt sig positivt om Rune. Den unge dansker har dog ikke klaret sig godt ved Australian Open i år. Det kan være årsagen til, at han er blevet udeladt i denne forbindelse.
Det er kommet frem, at den 20-årige dansker har valgt at tage imod et wildcard til ATP 250-turneringen i Montpellier. Dermed får han udfyldt det tomrum, der pludselig blev skabt i hans kalender.