På det seneste har Holger Rune haft dansk selskab i sin boks, da Kenneth Carlsen har fungeret som hans træner.
Han var med ham i London, hvor han midt i december deltog i Ultimate Tennis Showdown. Det endte med at blive en fin succes for den 20-årige dansker, der sikrede sig en plads i finalen.
Faktisk var det så stor en succes, at det blev besluttet, at han også skulle med til Australien. Her var han med ved årets første turnering, som var ATP 250-turneringen Brisbane International.
Igen var det en fin succes for danske Holger Rune, der spillede sig frem til endnu en finale. Heller ikke denne gang blev det til en sejr, da han blev besejret af en meget stærk Grigor Dimitrov.
Men nu har han sagt farvel til Kenneth Carlsen, der er rejst hjem. I stedet har han fået selskab af Severin Lüthi, som før har været træner for Roger Federer. Ham har Holger Rune indgået et samarbejde med resten af denne sæson.
På det sociale medie X har Holger Rune delt et opslag med et billede fra Melbourne, hvor han skal spille både Kooyong Classic og dernæst Australian Open.
“Fantastisk dag, fantastisk team, fantastisk sted. Australian Open, godt at være tilbage,” skriver han.
På billedet står han blandt andet sammen med Severin Lüthi, men også den øvrige del af hans hold. Det omfatter også fysioterapeut Louis Fresneau, fysisk træner Lapo Becherini samt analytiker Mike James.
Slutteligt har mor og manager, Aneke Rune, også fået en plads på holdet. Boris Becker er ikke med, da han skal fungere som kommentator ved Australian Open.