Rafael Nadal har været på sidelinjen i næsten et år, men vendte retur i starten af året. Han var blandt deltagerne i ATP 250-turneringen Brisbane International, hvor han fik en flyvende start.
Den spanske stjerne spillede rigtig godt, men i kvartfinalen blev det for meget. Her mødte han australske Jordan Thompson, som viste sig at blive hans overmand. Kampen måtte ud i tre sæt, inden en vinder blev fundet.
Undervejs i kampen forlod Nadal banen for at få behandling. Efterfølgende udtalte han, at han var i tvivl om, hvorvidt skaden ville få konsekvenser for hans deltagelse ved Australian Open.
Dette er der ikke længere tvivl om, da han på de sociale medier meddeler, at han er nødt til at trække sig fra Australian Open. Her skulle han ellers have haft sit Grand Slam-comeback, men det kommer ikke til at ske.
“Lige nu er jeg ikke i stand til at konkurrere på maksimalt niveau i kampe bedst af fem sæt. Derfor rejser jeg tilbage til Spanien for at konsultere min læge og for at få behandling og hvile,” skriver han blandt andet på X.
Selvom han ikke kan spille ved Australian Open, glæder han sig over at have spillet tre kampe i Brisbane.
“Jeg er trist over, at jeg ikke får lov at spille foran det fantastiske publikum i Melbourne, men jeg er meget glad for, at jeg fik nogle kampe i Australien,” lyder det.
Han oplyser også, at han nu vender retur til Spanien, hvor han skal mødes med sin læge. Desuden skal han behandles og have tid til at restituere for en stund.