Rafael Nadal er en af de største stjerner i tennis. Derfor er han også en mand, som rigtig mange brands ønsker at samarbejde med.
Nu har det vist sig, at det tilsyneladende ikke kun er store virksomheder, der håber på at indgå aftaler med ham. Det er også tilfældet for hele lande.
Den spanske stjerne har indgået en ny aftale med Saudi-Arabiens tennisforbund, der betyder, at han skal indgå i en rolle som ambassadør for landets tennisforbund.
Det afslører det saudiarabiske tennisforbund i en pressemeddelelse.
“Overalt hvor du kigger hen i Saudi-Arabien kan du se vækst og fremskridt, og det er jeg spændt på at være en del af,” siger Nadal.
Saudi-Arabien har fået stor kritik for deres syn på menneskerettigheder. De har i de seneste år været involveret i sportswashing, hvor de forsøger at forbedre deres omdømme ved at investere i sport.
Det har blandt andet betydet, at de har involveret sig i golf med LIV Golf. De har også investeret rigtig mange penge i fodbold, og har hentet stjerner som Neymar og Cristiano Ronaldo til landet.
Og nu kan de også bryste sig af at have indgået en aftale med Nadal. Derfor er det ikke utænkeligt, at de i nærmeste fremtid vil investere mere i tennis.
Nadal er i øjeblikket ude med en skade, som han pådrog sig under Brisbane International. Det betyder, at han ikke kommer i aktion ved Australian Open i denne omgang.