Rafael Nadal måtte se til fra sidelinjen, mens Novak Djokovic sikrede sig tre Grand Slam-titler i 2023-sæsonen. Dermed har han nu 24 titler stående på sit CV.
Nadal, der derimod må ‘nøjes’ med 22 titler, har givet et større interview til avisen El Pais. Her er han blevet spurgt om, hvorfor der bliver talt mere om hans rivalisering med Roger Federer end med Djokovic.
Her kom han med et meget kryptisk svar, da han sagde, at der var emner han ikke ville tale om. Hvad det konkret er for emner, han hentyder til, kommer han ikke nærmere ind på.
“Der er flere faktorer. Nogle vil jeg ikke fortælle dig, fordi det er svært for mig. Det er ikke mit sted at kommentere på dem,” sagde han ifølge Tennis365.
“Med hensyn til tennis er det klart. Det er en kombination af meget radikale stilarter. Roger var perfekt med hensyn til æstetik, elegance og teknik.”
“Jeg har god teknik, men teknik er ikke det samme som æstetik. Det er to forskellige ting. Han havde en utrolig teknik og gjorde tingene smukt med imponerende elegance.”
“Da jeg ankom, var han nummer et i verden, og en rival med langt hår og en sprudlende fysik dukkede op. Elegance mod en kriger.”
“Der var en unik kombination af personligheder og stilarter, kombineret med at spille mange kampe på de vigtigste scener. Det gjorde vores rivalisering til noget, der betød mere end nogen anden kamp.”