Både Rafael Nadal og den tidligere tennisspiller Manolo Santana er blevet nomineret til en fornem pris i Spanien. De er to blandt i alt 50 personligheder, der er blevet nomineret til prisen.
Den spanske legende kan derfor ikke kun glæde sig over, at han endelig er vendt retur til tennisbanen. Nu kan han også glæde sig over at være nomineret til en rigtig flot pris.
Ifølge mediet Sportskeeda er han blevet nomineret til ‘The Best in History’-titlen af den spanske kanal La 1.
Der er tale om en spansk udgave af det succesrige format ‘100 Greatest Britons’, der i sin tid blev skabt af BBC. I dag er formatet blevet benyttet i mere end 30 lande, herunder Tyskland, USA, Frankrig og Portugal.
Ifølge showets producer RTVE sigter de efter at finde den mest ‘relevante og beundrede’ spanske personlighed i historien.
Den 22-dobbelte Grand Slam-mester har vundet Davis Cup fem gange med Spanien og har vundet to OL-guldmedaljer. Desuden er han beundret for sine øvrige bidrag til sporten, herunder åbningen af Rafa Academy på Mallorca.
Han har også vundet Stefan Edberg Sportsmanship Award hele fem gange, ligesom han vandt ATP Arthur Ashe Humanitarian of the Year i 2011.
Manolo Santana nåede at vinde French Open to gange, mens han vandt Wimbledon og US Open en enkelt gang. Han blev tildelt ITF Philippe Chatrier Award 2020 for sit bidrag til tennis.
Det er seerne, der får lov til at bestemme, hvem titlen skal gå til. Det vil ugentligt blive offentliggjort, hvem af de 50 nominerede, som bliver frasorteret på baggrund af stemmer fra seerne.