Hvert år laver det anerkendte finansmedie Forbes en oversigt over de bedst betalte atleter i verden. Det er ikke hvert år, at der er tennisspillere at finde på denne liste, men det var der i 2023.
Hvad der dog især er værd at bide mærke i er, at det var Roger Federer, som ikke spillede en eneste kamp i 2023. Alligevel havde han en indtjening, der var nok til at sikre ham en plads som nummer ni på listen.
Han indstillede sin karriere i 2022, hvor han spillede sin sidste kamp med Rafael Nadal ved Laver Cup. Det betyder også, at han egentlig ikke var aktiv atlet i 2023, men hans indtjening var stadig i den høje ende.
Ifølge Forbes tjente han 95 millioner dollars sidste år, hvilket er svarende til 646 millioner kroner. Ikke en eneste krone blev dog tjent på banen, hvorfor den store indtjening stammer fra kommercielle aftaler.
Den schweiziske stjerne har lukrative aftaler med en lang række virksomheder, som ikke er ophørt, selvom han er stoppet med at spille. Blandt andet samarbejder han med Rimowa, Louis Vuitton, Rolex, Mercedes og mange andre.
Hertil er det også værd at nævne, at han har en betydelig andel i det hurtigt voksende schweiziske skofirma On. Alt dette er med til at gøre, at han stadig har en enorm indtjening, selvom han har indstillet sin karriere.
Det vidner også om, at den primære del af hans formue er tjent udenfor banen. I løbet af hele hans karriere har han vundet 130 millioner dollars i præmiepenge, svarende til omkring 880 millioner kroner.