I denne sæson har Holger Rune et stort hold med sig, når han rejser til turneringer. Faktisk er det så stort, at det ikke er hele holdet, der er med til hver turnering.
Blandt andet befinder han sig i disse dage i Melbourne, hvor han spiller Australian Open. Med sig har han både sin analytiker, fysiske træner, fysioterapeut samt træner Severin Lüthi.
Men der mangler stadig én. Den danske stjerne har nemlig ikke Boris Becker med, som i stedet har taget et job som ekspert hos Eurosport.
Netop samarbejdet med Becker har John McEnroe dog et meget positivt syn på. Han mener, at det kan blive et ‘fantastisk partnerskab’, som han og Rune kan ende med at stable på benene.
“Hvis Rune lytter til ham, og Boris forstår sin protegé ordentligt, kan det blive et fantastisk partnerskab. Jeg er meget optimistisk,” sagde han til Sport Bild.
McEnroe sagde også, at Becker en mand med et ‘anderledes syn på livet’. Derfor er det naturligvis også noget, der påvirker den måde, som han træner og arbejder på.
“Dette vil også påvirke hans træningsmetoder. Rune er en ung spiller, der skal tage det næste skridt for at blive en Grand Slam-mester. Efter min mening er de to den perfekte kombination,” sagde han.
Sidste år var det en stor succes for Rune at få Becker med ombord. Med hans støtte blev det muligt for den danske stjerne at få en af de otte pladser ved ATP Finals i Torino. Her gik han dog ikke videre fra gruppespillet.