En af de spillere, der i høj grad har tiltrukket sig opmærksomhed på det seneste, er Jannik Sinner. Den italienske stjerne spillede sig blandt andet frem til finalen ved ATP Finals i Torino, hvor han tabte til Novak Djokovic.
Ugen efter vandt han over den serbiske stjerne, da han hjalp Italien med at slå Serbien du af Davis Cup. Og faktisk førte han dem hele vejen til sejr i turneringen.
Den 22-årige stjerne har udviklet sig meget, og det har medført, at der nu spekuleres i hans chancer for Grand Slam-succes.
I denne forbindelse har den tidligere tennisspiller Alex Corretja, der i dag er tilknyttet Eurosport som ekspert, givet sit syn på sagen. Han mener, at der er gode chancer for, at Sinner kan blive indehaver af en Grand Slam-titel i år.
“Der er nogle spillere, som du ikke kan slå, hvis du ikke har noget anderledes,” siger han ifølge Reuters.
“Man har brug for noget særligt for at vinde en Grand Slam. Og jeg tror, at Jannik har arbejdet på det, og det giver pote. Han er klar, og jeg tror, han vil være klar til at vinde en Grand Slam. I 2024? Hvorfor ikke?”
Den unge italiener får sin første chance for at opnå en Grand Slam-titel ved Australian Open. Hans modstander i første runde er endnu ikke fundet, da der først bliver trukket lod torsdag.
Han har onsdag morgen dansk tid spillet sin første kamp i år, hvilket var en opvisningskamp mod Marc Polmans. Det endte med en overbevisende sejr i to sæt med cifrene 6-4, 6-0.