Der har været mange spekulationer om Rafael Nadal på det seneste. Det var der naturligvis også forud for hans comeback, men efter den nye skade, er der blevet sat skub i dem igen.
Der har været spekuleret i, at han først vil vende tilbage, når han kan tage fat på grussæsonen. Andre mener, at han vil vende tilbage til banen, lige så snart muligheden er der.
Derudover har der naturligvis også være tvivl om, hvor længe han bliver ved med at spille tennis. Tidligere har den spanske stjerne udtalt, at denne sæson sandsynligvis bliver den sidste som professionel tennisspiller.
Men nu fortæller Craig Tiley, der er turneringsdirektør for Australian Open, at han har opløftende nyheder på denne front. Han har for nylig haft en samtale med Nadal, hvor han ikke afviste at vende tilbage til Australian Open næste år.
I denne forbindelse fortæller han også, at Nadal forventer at være klar til at spille i februar. Om det betyder, at han er klar til at træne eller konkurrere, uddyber han dog ikke.
“Han vil forhåbentlig være klar i februar, og jeg ønsker ham alt godt. Jeg har lige fortalt ham, at vi ser frem til at se ham i januar 2025,” sagde Tiley i podcasten ‘AO Show’.
“Han sagde ikke nej (til at spille i Melbourne næste år, red.). Hans reaktion var: ‘Hvis jeg spiller, har det godt og ikke er skadet, kommer jeg tilbage’.”
Derfor er det ikke helt udelukket, at han kan ende med at vende retur til Australian Open næste år.